
Samtlige partnere, jurister og medarbejdere fra en række af
Rønne & Lundgrens afdelinger går sammen med ACCURA. Det drejer
sig om de afdelinger, der arbejder med virksomhedsoverdragelser,
bank- og finansieringsret, børs- og kapitalmarkedsret,
ansættelsesret, immaterialret og konkurrenceret.
Med fusionen samles en betydelig gruppe af erfarne og
specialiserede juridiske rådgivere i én stærk organisation. Det nye
ACCURA får ca. 160 medarbejdere, heraf mere end 100 jurister.
"Med fusionen realiserer vi et vigtigt strategisk mål og skaber en
af landets absolut førende advokat-virksomheder. ACCURA styrkes
både i bredden og i dybden og kan med mere end 100 specialiserede
jurister håndtere alle sager inden for vores fokusområder," siger
Kåre Stolt, seniorpartner i ACCURA.
ACCURA er en af Danmarks førende advokatvirksomheder med særlig
fokus på virksomhedshandler, fast ejendom, bank og finans, børs- og
kapitalmarked samt rekonstruktioner. Hertil kommer afdelinger med
alle specialkompetencer inden for immaterial- og teknologiret,
selskabs- og kontraktsret, konkurrenceret, ansættelsesret og
skat.
Begge parter i fusionen har haft kraftig vækst og har i de senere
år opnået fremtrædende positioner på det danske advokatmarked.
Fusionen er en naturlig fortsættelse af denne vækst og understøttes
af sammenfald i parternes værdigrundlag og strategi.
"Det nye ACCURA viderefører med forøget styrke værdier som dynamik,
forretningssans, førsteklasses service og arbejdsglæde. Med det nye
ACCURA har vi skabt en advokatvirksomhed, der vil være et synligt
og oplagt valg for endnu flere danske og internationale kunder
såvel som for dygtige medarbejdere. Derigennem forventer vi, at
væksten forstærkes," siger Jesper Schultz Larsen, partner i Rønne
& Lundgren.
Fusionen forventes gennemført umiddelbart efter sommerferien. Det
nye ACCURA vil fortsat have domicil i Hellerup i København.
Følgende partnere i Rønne & Lundgren deltager i fusionen: Anne
Marie Abrahamson (ansættelsesret), Jeppe Brinck-Jensen
(immaterialret og teknologi), Henrik Juul Hansen (M&A),
Christina Heiberg-Grevy (konkurrenceret), Anja Staugaard Jensen
(ansættelsesret), Morten Jensen (børs- og kapitalmarked og
M&A), Jesper Schultz Larsen (M&A og Corporate), Poul Jagd
Mogensen (M&A og Corporate) og Thomas Skjellerup (bank og
finans).
Yderligere oplysninger:
Kåre Stolt,
seniorpartner, ACCURA, mobil 30 78 66 00.
ACCURA er en af Danmarks førende advokatvirksomheder med fokus
på betjening af erhvervslivet. ACCURA rådgiver en lang række
betydende danske og internationale virksomheder, finansielle
institutioner, kapitalfonde samt myndigheder.
Virksomheden er grundlagt i 1999 og har gennemgået en kraftig
vækst. ACCURA har efter fusionen ca. 160 medarbejdere, heraf mere
end 100 jurister.


