Acurra
Acurra

ACCURA BISTÅR MED ETABLERING AF DANMARKS FØRSTE SOCIALE KAPITALFOND

ACCURA Advokatpartnerselskab har bistået som juridisk rådgiver ved etableringen af Danmarks første sociale kapitalfond kaldet Den Sociale Kapitalfond. I samarbejde med blandt andet TrygFonden har ACCURA hermed medvirket til at udvikle og styrke den sociale indsats i Danmark via en helt ny type social kapitalfond. Grundkapitalen på DKK 25 mio. er leveret af TrygFonden. Initiativtager til fonden og administrerende direktør for Den Sociale Kapitalfond er Lars Jannick Johansen (forhenværende direktør for Ugebrevet Mandag Morgen).

Den Sociale Kapitalfond har netop gennemført sin første investering i Specialisterne ApS. ACCURA har stillet ressourcer til rådighed og bistået med juridisk due diligence og udarbejdelse af investeringsdokumentationen. Virksomheden ansætter konsulenter med autisme og udnytter deres særlige detaljeorientering til at levere en unik kvalitetskontrol af software og hardware for private og offentlige virksomheder.

Gennem sit engagement i Den Sociale Kapitalfond og dets porteføljeselskaber ønsker ACCURA at gøre en positiv forskel for virksomheder og iværksættere i Danmark med en stærk social profil. ACCURA anvender hermed sine kernekompetencer til at medvirke til at gøre en forskel for socialt udsatte grupper i Danmark. Helt i tråd med ACCURAs CSR-profil og -politik.

Den Sociale Kapitalfond er inspireret af "Best Practice" inden for sociale investeringer og bygger desuden på erfaringer fra bl.a. Norge, Holland, Storbritannien og USA. Formålet er "social first" - sociale resultater frem for økonomiske. Investeringerne foretages derfor på lempelige vilkår, og fonden udsætter ikke iværksætterne for unødige risici. De generelle retningslinjer for projektet er gensidig respekt, åbenhed og tålmodighed, som er med til at understøtte initiativets sociale profil.

Ud over ACCURA har KPMG deltaget som kompetencepartner.

Besøg fondens hjemmeside www.densocialekapitalfond.dk, og læs mere om det sociale projekt i fondens pressemeddelelse og i dette faktaark om Den Sociale Kapitalfond.

For yderligere information kontakt Henrik Juul Hansen.