MMG foran smuk australsk natur.
Kom tættere på livet hos Accura

Udveksling til Australien

Hos Accura støtter vi op om studerende, der gerne vil på udvekslingsophold. Det styrker den studerende både personligt og fagligt, og de kommer tilbage til Accura med masser af ny viden, inspiration og netværk samt en international forståelse, som er brugbar i arbejdet med Accuras mange udenlandske kunder.

Mads Agger, der er legal trainee i vores afdeling for Corporate & Commercial, fik orlov til at tage et semester på University of New South Wales i Sydney. Vi har taget en snak med Mads både før, han tog afsted, og efter han kom hjem.

FØR: Er udveksling noget for mig?

Hvorfor har du valgt at tage på udveksling?
Jeg tager på udveksling, fordi jeg ønsker at blive nogle erfaringer rigere, som jeg ikke vil kunne få ved at blive herhjemme. Her tænker jeg på de erfaringer, som kommer af at bo i et andet land, hvor man skal tilpasse sig nye omgivelser med nye mennesker. De erfaringer, som kommer af at studere i et andet land på et andet sprog, end hvad vi er vant til på jurastudiet. Og de erfaringer, som bare kommer af at turde springe ud i noget nyt.

Hvilke tanker har du gjort dig i forbindelse med din beslutning om at tage på udveksling?
Jeg overvejede først og fremmest, om udveksling ville være det rigtige for mig, eller om det ville være mere givende at læse hele kandidaten herhjemme. Efter at have talt med studiekammerater, der havde været afsted på udveksling, blev jeg hurtigt klar over, at det også var noget, som jeg måtte prøve af.

Hvilke valgfag har du valgt?
Det er ikke fastlagt helt endnu, hvilke valgfag jeg skal have, men det ser ud til, at det bliver International Financial Law, Alternative Dispute Resolution in Practice og Foundations of Intellectual Property Law.

Hvorfor lige Australien og University of New South Wales? 
Da jeg skulle søge, var jeg ikke i tvivl om, at det enten skulle være i USA eller i Australien, men valget mellem netop de to lande var svært, hvorfor jeg igen trak på mine studiekammeraters oplevelser. Deres beretninger sammenholdt med min egen mavefornemmelse gjorde, at jeg valgte Sydney og University of New South Wales.

Hvilke forventninger han har til sit udvekslingsophold?
Jeg forventer, at jeg får et spændende, lærerigt og sjovt udvekslingsophold, som forhåbentligt vil fremkalde glade minder, når jeg engang tænker tilbage på det.

EFTER: En fantastisk oplevelse

Hvordan har dit udvekslingsophold været?
Mit ophold i Sydney har været fantastisk, men det har ikke kun været en dans på roser, for det at bo i et andet land (om end det kun var midlertidigt) er ikke uden udfordringer. Starten af opholdet var præget af spænding og stor forvirring. Der var mange nye indtryk, og der var meget, man skulle have styr på, herunder bolig. Jeg endte med at bo i en lejlighed med tre andre danskere i en østlig forstad til Sydney, der hedder Coogee, som ligger lidt syd for den velkendte Bondi Beach. Coogee udmærker sig ved at have et vidunderligt område omkring stranden, hvor der altid er god stemning, så derfor var det ikke helt tilfældigt, at jeg valgte at bosætte mig 150 meter fra stranden.

Hvordan var undervisningen?
Starten af opholdet var også der, hvor der var mest tryk på fagligt, da jeg endte med at få tre intensive fag, som alle lå i starten. Det gjorde naturligvis, at der skulle løbes endnu hurtigere i begyndelsen, men på den anden side frigav det mere tid til at rejse i anden halvdel af opholdet. Undervisningsformen minder til en vis grad om den danske, men selve eksamensformen er markant anderledes. Langt størstedelen af fagene hernede afsluttes nemlig ved, at man afleverer en større opgave, et såkaldt essay, om et ofte selvvalgt emne. Selvom det er rart at kunne fordybe sig i et selvvalgt emne, må jeg nok erkende, at jeg foretrækker den danske måde, som er baseret på case-løsning.

Hvad lavede du i din fritid?
Den ekstra fritid i anden halvdel af opholdet er hovedsageligt brugt på at rejse rundt i Australien sammen med de andre udvekslingsstuderende, jeg har mødt hernede. Australien er som bekendt velsignet med et godt klima, så der er blevet slikket lidt sol og drukket en enkelt øl eller to på terrassen. Herudover har jeg også brugt en hel del timer på surfboardet, hvor jeg har finpudset min teknik, som faktisk er endt med at blive ret god, nu hvor jeg selv skal sige det.

Vil du anbefale andre at tage på udveksling?
Alt i alt har det været en fuldstændig fantastisk oplevelse, og hvis man er så privilegeret at få muligheden for at tage på udveksling, så er det bare om at komme afsted og give sig selv en oplevelse for livet.

Selvom denne rejse har været mit livs eventyr, er der dog stadig ingen tvivl om, at ude er godt, men hjemme er bedst. Derfor var det også rart at komme hjem og vende tilbage til min hverdag med familie, venner og kolleger.